August 2023
Kære alle 😊
Så gik en sommerferie, og vi er ved at være klar til at starte det nye skoleår. Vi glæder os helt vildt til at få skolen fyldt med glade og forventningsfulde elever igen.
I det kommende skoleår byder vi velkommen til flere nye medarbejdere, da vi som bekendt har en del kollegaer på barsel. Disse medarbejdere blev præsenteret i sommerferiebrevet.
Lige før sommerferien ansatte vi endnu en lærer - Vera Olsson. Vera bliver tilknyttet mellemtrinnet og skal primært være på 4. årgang og blandt andet have dansk i 4.b Stort velkommen til Vera.
Der bliver i det kommende skoleår en lille ændring i forhold til 3. årgang. Vi har igennem længere tid arbejdet med at sikre gode overgange og blandt disse overgange også overgangen fra indskoling til mellemtrin.
På mange andre skoler hører 3. årgang til indskolingen, da eleverne på 3. årgang stadig er lidt små. Vi har derfor besluttet, at 3. årgang skal forblive en del af indskolingen.
De fysiske rammer kan vi ikke ændre på, dvs. eleverne skal være i klasselokalerne på gangen mellem SFO2 og mellemtrinnet, som de plejer, men i pauser, på legepladsen, i klyngeuger og til fællessamlinger hører børnene på 3. årgang til indskolingen. Ligeledes gør de primære medarbejdere på 3. årgang.
Dette betyder også lidt flere voksne omkring indskolingen. Vi glæder os til dermed at styrke overgangen mellem indskoling og mellemtrin.
Det kommende skoleår byder også på temadage, hvor hele skolen på forskellige måder arbejder med det samme tema. Den første teamdag bliver d. 25. august, hvor temaet er samarbejde. Denne temadag afholdes klyngevis, og I modtager mere information fra de enkelte klynger, når vi nærmer os.
Den anden temadag bliver d. 16. november, og her er temaet Matematikkens Dag. Mere info om kommende temadage senere.
Til kalenderen - årets juleklippedag bliver fredag d. 1. december, og I er som sidste år alle velkomne til en super dejlig og meget julet dag - så sæt allerede kryds nu 🤶🎅
På vegne af alle medarbejdere ønskes alle velmødt til et nyt og dejligt skoleår.
Dbh. Rikke Grann